Troels er typen, der ikke blot skriver på en blog – han lever den. Enegang er ikke bare et navn, men en livsfilosofi, han har forfinet gennem årtier af lettere excentriske oplevelser, småeksperimenter og en ukuelig tro på, at verden bliver sjovere, hvis man insisterer på at gå sine egne veje.
Troels – manden bag Enegang
Han er født og opvokset i en landsby, hvor man hurtigt lærer, at individualitet kan være lige dele provokation og gave. Som barn nægtede han at spille fodbold, fordi “alle andre gjorde det”, og brugte i stedet sin fritid på at samle på gamle vejskilte, som han mente fortalte mere om samfundets sjæl end nogen sport nogensinde kunne.
Skribenten der aldrig står stille
Når man læser Troels’ indlæg på Enegang, kan man mærke, at han ikke er en mand, der nøjes med at iagttage. Han kaster sig ud i sine egne små felteksperimenter. Én uge lever han udelukkende af rugbrød med makrel for at teste danskernes “ægte overlevelseskost”, næste uge forsøger han at slette alle sine digitale spor bare for at opdage, at han efter tre dage alligevel ikke kan undvære NemID.
Hans skriverier blander derfor det filosofiske med det absurde: refleksioner om samfundets tempo flettes ind i detaljerede beskrivelser af, hvordan det egentlig føles at gå rundt en hel dag iført træsko med uldsokker midt i juli.
Enegang som frirum
Troels kalder Enegang for sit “laboratorium for ensomhedens glæder”. Han mener ikke, at det at være alene er et problem, men snarere en skjult superkraft. På bloggen skriver han om de små triumfer, der opstår, når man vælger at tage på ferie alene, når man går til koncert uden nogen at snakke med, eller når man tager en biograftur uden at dele popcornene med andre.
Han insisterer på, at den slags oplevelser ikke er triste, men frigørende – og læserne nikker genkendende, for Troels’ evne til at gøre det mærkelige genkendeligt og det sære charmerende er måske hans største styrke.
Den selvironiske outsider
Selvom Troels kan lyde som en kompromisløs idealist, er han først og fremmest drevet af humor. Han ved godt, at hans livsfilosofi nogle gange får ham til at ligne en mand, der har glemt at læse manualen til samfundet. Han kan fnise over sig selv, når han beskriver, hvordan han engang forsøgte at starte en forening for folk, der foretrak at gå tur alene – et projekt der endte i paradoksal fiasko, fordi ingen af medlemmerne dukkede op til møderne.
Det er netop den blanding af alvor og absurd selvironi, der gør Troels til noget særligt. På Enegang formår han at inspirere læserne til at se skævt til deres egne rutiner og måske turde tage en lille omvej – alene, men aldrig ensom.