Overdrevne effekter

Jeg sidder her alene hjemme en ganske almindelig lørdag aften og lytter til musik. Jazz for at være præcis. Jeg kan godt lide det. Det er P8, som jeg altid lytter til. De har nogle gode DJs, og der er god variation i musikken. Det kan spænde fra traditionel New Orleans jazz til mere soulagtig musik. Lige nu spiller de et nummer med Donna Summer, som normalt er soul queen, men her er det en jazz version af et gammelt nummer, hun synger.

For meget keyboard

Jeg lytter til saxofonen, som akkompagnerer. Der er også et keyboard sådan i baggrunden. Lidt irriterende. Der er ikke konsekvens i, hvordan det bliver brugt. Et sted så er det lidt skingert og skarpt andre steder, så er det for blødt og for harmonisøgende. Der er også elektriske guitarer og en trommeslager, der har meget travlt. God, men lidt forvirret musik. Sjovt. Og det er keyboardet, der ligesom har den ledende taktstok. Lige nu er det meget dominerende – keyboardet. Og så lidt efter tager saxofonen over. Ved de, hvad de vil de musikere? Jeg bliver temmelig irriteret og slår væk fra P8 Jazz. Gider ikke mere. Det er ikke den slags jazz, jeg kan holde ud at høre på i lang tid. Jeg lukker radioen. Kan dog ikke lade være med at tænke på, at et keyboard kan gøre hele forskellen – gider man at høre på det, eller gider man ikke? Det har noget at gøre med, hvordan der bliver spillet på det.

Sker der for mange ting, så bliver det irriterende, synes jeg. Sker der ingenting, så bliver det også irriterende. Måske stiller jeg helt urimelige krav. Men sådan er det. Et keyboard har mange muligheder, og nogle gange bliver de altså misbrugt. En feature, som mange keyboards har, er, at de kan lave polyfoni. Det betyder, at de kan spille mange toner på samme tid. Somme tider bliver den polyfoni bare misbrugt – og så bliver de til kakofoni. Kakofoni er et græsk ord, og det betyder direkte oversat ”Dårlig stemme”, men betydningen er, at det lyder dårligt. ’Dårlig lyd’ kan man roligt sige.

The Water Torture

Det er vist det, der kom til at ske for musikerne, der spillede det nummer, som jeg ikke kunne holde ud at lytte til. (Det hed i øvrigt ”Water Torture” – så musikerne har vidst, hvad de lavede, må jeg sandelig sige.) Keyboardet blev simpelthen sat på ekstremt overarbejde.
Nu, hvor jeg er kommet mig over min irritation, har jeg tændt for programmet igen. Denne gang er det jazz med trompet og klaver, som jeg lytter til. Det er hyggeligt. God trompetist, men også en god pianist. Jeg lytter, kan genkende nummeret og nynner lidt med – også selvom jeg kan høre, at jeg ikke har en god sangstemme. Det viser sig, at det er en anden version af nummeret ”Water Torture”, som bare er blevet omskrevet. De har også en xylofon, som har meget travlt. Men der er intet keyboard, som kan gøre stykket uhyggeligt. Xylofonen er hyggelig, ligesom klaveret er. Alligevel bliver ”Water Torture” aldrig mit yndlingsnummer.