Det var et hundrede procent tilfældigt møde for nogle få måneder siden, der blev baggrunden for, at vi fik et nyt medlem i vores lille jazzband, hvor jeg selv spiller klarinet. Jeg havde lovet et af de andre medlemmer at kigge forbi musikforretningen og købe et sæt nye strenge til hans bas, fordi han dårligt havde tid til at nå det selv inden vores faste øve-aften samme dag.
I et stykke tid havde vi talt om, at vi savnede at have en banjospiller med i bandet, efter at vores tidligere banjospiller var flyttet fra byen, så vi tre tilbageblevne medlemmer af bandet havde lovet hinanden at have øjne og ører åbne med henblik på at finde en afløser.
Og så var det, at jeg under mit besøg i musikforretningen hørte, at en anden kunde skulle købe strenge til en elektrisk guitar.
Men ekspedienten, som tilsyneladende kendte den pågældende kunde udmærket, spurgte så, om han var begyndt at spille guitar, for det plejer da at være banjo, du spiller på, som ekspedienten sagde.
Det fik mig til at spidse ører, og da kunden var blevet ekspederet, henvendte jeg mig til ham for at spørge, hvilken type musik han spiller på banjo, og jeg øjnede håb, da han svarede, at han faktisk var meget alsidig, men at han holdt mest af jazzmusik.
Det viste sig, at han gerne ville prøve at spille sammen med os, så vi lavede en aftale til samme aften, hvor vi som sagt skulle mødes til vores ugentlige øve-aften. Imens var musikforretningens ekspedient gået i gang med at ekspedere en anden kunde, men det var selvfølgelig min egen skyld, at jeg måtte vente yderligere lidt tid. Og ærgerligt nok blev det til en lidt langvarig ekspedition, for den pågældende kunde var kommet for at se på en røgmaskine, og han havde tydeligvis lidt svært ved at beslutte sig for, hvilken en det skulle være.
Men langt om længe blev det da min tur, så jeg kunne få købt det sæt strenge til min kollegas bas, som jo var mit ærinde i musikforretningen. Og så var jeg ved at blive endnu mere ærgerlig, da ekspedienten efter lidt søgen kom tilbage og sagde, at de vist var udgået for strenge i det mærke, som jeg skulle købe.
Det undrede mig, for det er ellers en vare, som de normalt har i musikforretningen, og det ville mere eller mindre ødelægge vores øve-aften, hvis min kollega ikke kunne deltage med sin bas. Også ekspedienten undrede sig, for han mente helt bestemt, at han havde set et par pakker med de pågældende strenge gænge på et af de spyd på væggen, hvor de normalt har sådan nogle hængende.
Vi gik sammen over til den væg, og så var det, at jeg fik øje på to pakker med strenge til en bas, der var faldet ned bag en stor højtaler, der var placeret under spyddene med strenge. Så det lykkedes at gennemføre mit indkøb, og vores nye banjospiller viste sig at være et fund, så han er stadig med i bandet.